Hvem vi er

AstroScan ejes og drives af Jeanne & Otto Moltke-Leth.
Her fortæller vi lidt om AstroScan og os selv.

Jeanne Moltke-Leth
Jeanne Efter en række år som hospitals­laborant, uddannede jeg mig til psykoterapeut med speciale i dybdepsykologi (Jung). På det tidspunkt havde jeg allerede studeret astrologi i adskillige år, og jeg fandt, at astrologien var et fremragende redskab til psykologisk rådgivning af andre og ligeledes et værdifuldt hjælpemiddel til min egen udvikling. Jeg har desuden arbejdet med selvudvikling både som leder af grupper og individuelt.
Otto Moltke-Leth
Otto Jeg er uddannet i natur­videnskabelige fag ved Københavns Universitet, derefter ansat på Danmarks Tekniske Universitet i en længere årrække. Parallelt med den natur­videnskabelige uddannelse studerede jeg esoterisk filosofi i forskellige udformninger: Teosofi, Antroposofi, Yoga-filosofi, o.s.v., men det var først ved mødet med Thomas Rings monumentale værk "Astrologische Menschenkunde", at jeg for alvor kom igang med de astrologiske studier. (Se litteraturlisten angående Thomas Ring: »»»)
Starten på AstroScan
Allerede i 1970'erne stod det os klart, at computere i fremtiden ville kunne blive et fantastisk hjælpemiddel for astrologien. Dels ville de kunne programmeres til at udføre det kedelige og tidsrøvende beregningsarbejde, og dels ville man kunne opbygge astrologiske databaser, hvor erfaringer om tydning af horoskoper kunne lagres og efterfølgende bearbejdes.

Året 1984 var det år, hvor anskaffelsen af EDB-udstyr af rimelig kapacitet kom inden for vor økonomiske rækkevidde, og inden året var omme, havde vi programmeret den første version af Regulus. Senere på året viste det sig, at andre havde haft lignende idéer. En kvindelig astrolog havde netop åbnet en lille afdeling i Det Ukendtes Boghandel med computer-astrologi. Hendes mand fik imidlertid tilbudt en rigtig god stilling i USA. Det gav os mulighed for at overtage forretningen i december 1984.

De første år
I 1980'erne udviklede interessen for astrologi sig nærmest eksplosivt i Danmark. Vi fik travlt i forretningen og holdt også kurser og studiekredse i astrologi. Til at begynde med var det mest horoskoptegninger og simple horoskopanalyser, vi lavede til folk. Den alternative Radio Lotus bragte en lang række udsendelser med astrologen Claus Houlberg. Det blev til et helt kursus i astrologisk tydning, der blev fulgt af mange. Vi fik rigtig travlt med at efterkomme efterspørgslen efter horoskoptegninger. Det hændte ofte at vores plotter (et computer-styret tegneapparat) kørte non-stop hele eftermiddagen.
Astro*Intelligence
Siden Liz Greenes bøger begyndte at udkomme i slutningen af 1970'erne, har hendes forfatterskab været os en kilde til astrologisk erfaring og inspiration.

Da vi i 1989 hørte, at Liz Greene sammen med en programmør i Zürich havde udviklet en EDB-tydning af fødselshoroskoper, blev vi naturligvis meget interesserede i at forhandle det i Danmark, og det lykkedes at få en aftale i stand med firmaet i Zürich. Denne tydning har sat nye standarder for astrologi pr. EDB, idet den bygger på en helhedsbetragtning af horoskopet. Det har kunnet lade sig gøre ved anvendelse af såkaldt kunstig intelligens, hvoraf betegnelsen Astro*Intelligence for denne type horoskoptydninger.

Liz Greene, der selv blev overrasket over, hvor godt systemet virkede, har siden designet en række andre Astro*Intelligence tydninger, hvoraf de fleste er oversat til dansk. De kan alle fås hos os.

AstroScan i fremtiden
Året 2004 blev det sidste år, hvor man kunne finde os i Det Ukendtes Boghandel, hvor vi har haft lokaler siden 1984. Boghandelen har ønsket selv at disponere over de fremlejede lokaler. AstroScan fortsætter imidlertid som Internet- og postordreforretning. Selv om man ikke længere kan komme direkte ind fra gaden og få lavet et horoskop, så vil vi gøre vort bedste for at betjene vore kunder så effektivt som muligt. Endvidere kommer Jeanne en gang imellem til København og giver konsultationer.