Årskalender
Aspektkalenderen viser, hvorledes transitter og progressive planeter bevæger sig i forhold til planeter i radix, som de danner aspekt til. Radixplaneterne er angivet ved vandrette linier, mens de aspekterende planeter er angivet ved kurver. De dele af en kurve, der ligger under linien, svarer til tidspunkter, hvor den aspekterende planet endnu ikke er nået frem til det eksakte aspektpunkt, og de dele af kurven, der ligger over linien, svarer til tidspunkter, hvor den aspekterende planet er kommet forbi aspektpunktet. I punkter, hvor kurven skærer linien, er aspektet eksakt og dermed på sit højeste. Endvidere kan man aflæse, hvornår den aspekterende planet er direkte, og hvornår den er retrograd. Det første er tilfældet, når kurven bevæger sig nedefra og op, medens det sidste er tilfældet, når den bevæger sig oppefra og ned. De farvede områder omkring den vandrette linie viser aspektets intensitet, der jo er højest, når aspektet er eksakt.
Aspektkalenderen kan laves for en måned, et år eller 5 år ad gangen. For hver af disse tre varianter kan man indstille, hvilke planet-kombinationer der skal medtages. Man kan f.eks. indstille programmet til også at medtage aspekter imellem progressive indbyrdes og fra transitter til progressive. Endvidere kan man indstille, hvilke aspekttyper der skal medtages.
5-års kalender
I vinduer med en aspektkalender kan man aktivere en markør i form af en lodret linie, som man kan flytte frem og tilbage ved hjælp af en skydekontrol nederst i vinduet. Dette letter aflæsningen af, hvornår særligt vigtige aspekter eller kombinationer af aspekter finder sted. Med et enkelt tastetryk eller klik med musen kan man dernæst kalde et vindue frem med en kombineret prognosetegning for netop det tidspunkt, der er angivet af markørens stilling.
Aspektsumgrafer
Sumgrafer viser en slags summering af de informationer, der er indeholdt i aspektkalenderen. For hver planet er der tegnet kurver, der viser hvorledes planetens aktivitet varierer perioden igennem. Dernæst vises sumkurver for forskellige grupper af planeter, f.eks. de ydre planeter sammenlagt, de personlige planeter sammenlagt, etc. Endelig vises sumkurven for alle planeter sammenlagt, hvilket giver et billede af det totale energiforløb. Ligesom for aspektkalenderen kan sumgrafer laves for en periode på en måned, et år eller 5 år.
|